Helge Jørgensen

Helge Jørgensen

Grundholdning respekt

Uanset hvad et menneske har gjort, sagt eller lavet, tror jeg på, at der i ethvert menneske findes noget positivt, der kan bygges videre på. Jeg tror på, at ethvert menneske er underfuldt skabt og derfor skal behandles med respekt, som den fantastiske og enestående skabning, som det er.

Kognitiv terapi er bedre end lykkepiller

Helge Jørgensen er uddannet socialrådgiver og cand.scient.soc med overbygning og kandidatspeciale i psykologi fra Aalborg Universitet. Igennem studiet har han specialiseret sig i kognitiv terapi og set, hvordan netop denne terapiform kan løse en række psykiske problemstillinger og dermed være et fantastisk alternativ for alle dem, der bl.a. er afhængige af lykkepiller for at kunne få deres hverdag til at hænge sammen.

Relevante erfaringer

I min karriere har jeg haft 15 års ledelseserfaring fra social- og sundhedssektoren i Danmark og i udlandet, hvorigennem jeg har arbejdet med mange mennesketyper med fysiske og psykiske problemstillinger indenfor bl.a. misbrugs-, hjemløse- og handicapområdet. I starten af min karriere flyttede jeg til Færøerne, hvor jeg i begyndelsen af 90’erne oplevede de menneskelige konsekvenser af, at et helt samfund næsten gik økonomisk konkurs. Som ansat på socialforvaltningen og i Blå Kors Behandling i Tórshavn var jeg med til at forsøge at lindre konsekvenserne for de enkelte og familierne af denne økonomiske kollaps.

De senere år har jeg arbejdet på en institution for hjemløse, igen med mennesker i social og psykisk nød. Jeg fik herigennem erfaring i arbejdet med hjemløse ægtefæller i krise, som pga. samlivsophør var sat på gaden, prostituerede, misbrugere og mennesker med anden etnisk baggrund end dansk, som var flygtet til Danmark fra krige mm.

Privat har jeg igennem mange år modtaget mennesker i behandling i mit hjem og har set mange gode resultater af dette arbejde.  Jeg har derfor det meste af mit liv haft særligt fokus på mennesker i nød, og har dermed et erfaringsgrundlag både personligt og fagligt, som jeg brændende ønsker at kunne bruge til at gøre en forskel for mennesker via mit arbejde i ViTales.

Om mig

Jeg er 53 år, gift og bosiddende i Hillerød. Jeg er vokset op i et socialt belastet område i København og har lige fra barnsben set mennesker leve med konsekvenserne af social deroute og psykiske problemer. Min far var hele min barndom værge i kriminalforsorgen, så også i mit barndomshjem mødte jeg mennesker med sociale problemer og behov for behandling og lindring af psykiske smerter. Alt dette var medvirkende årsag til, at jeg valgte at tage en uddannelse, så jeg kunne være med til at gøre en forskel for mennesker i social og psykisk nød.

Anbefalinger

Kaja Olsen anbefaler Helge Jørgensen“Da jeg mødte Helge, var jeg i en kedelig situation, hvor han altid gav sig tid til at snakke med mig og var mig en stor hjælp til at komme ‘ud i livet’ igen. Han skaffede mig arbejde og fortalte mig om de rettigheder jeg havde, som jeg ellers ikke kendte til. Jeg kunne skrive mange flere ord, men alt i alt er han et flinkt, hjælpsomt og godt menneske. Jeg er taknemmelig for hvad han har gjort for mig.”

KAJA OLSEN